05/25/2026
Jeg havde sådan glædet mig til at introducere jer for Saya’s kuld. Og Saya havde glædet sig til a blive mor. Men noget gik galt 💔
Onsdag aften (4 dage før forventet fødsel) fik Saya pludselig veer under min dyne. Hun fødte en underudviklet død killing, hvis udvikling var gået i stå for mindst 14 dage siden 😢 Det var en forvirrende og uventet oplevelse, og det forvirrede os begge to. Og så gik fødslen ellers i stå igen, som om der slet ikke var sket noget.
Torsdag morgen hos dyrlægen kunne vi se at der stadig var 2 levende killinger tilbage, og så begyndte en nervepirrende ventetid. Det var for tidligt til kejsersnit, så det blev besluttet at overvåge hende konstant, for nu hvor fødselskanalen var udvidet, kunne det hele gå meget stærkt. Lørdag aften var der stadig hjerteslag, men søndag morgen var de begge døde inden i hende. På vej til dyrlægen fødte hun den første af de 2 døde killinger, vægt 52 gram. Hun fik oxytocin hos dyrlægen, og efter 4 timer fødte hun den sidste døde killing på 56 gram. Også i bilen, for vi var atter på vej til dyrlægen. Hvorfor var de så små, og hvorfor døde de?
Stakkels Saya - hun sørger og leder, selvom hun har set og snust til begge døde killinger. Og hun kan ikke forstå at jeg ikke vil ae hendes mave mere 😢 Jeg græder indvendig, men jeg må ikke stimulere hendes mælkeproduktion, der nu skal gå i sig selv igen.
Hvad skete der? Hvad gik galt? Var hankatten ikke kompatibel? Har Saya været for stresset under graviditeten? Var hendes livmoder blevet for rigid efter 2 år siden sidste kuld? Jeg ved det ikke, men vi græder og sørger sammen, Saya og mig.
Det har været 5 udmattende døgn. Jeg har siddet eller ligget ved siden af hende døgnet rundt - med vækkeuret sat til at ringe hver time hver nat. Så jeg er træt helt ind i sjælen.
Jeg har nydt Saya’s graviditet og hendes behov for at dele det med mig - og alt føles helt forkert lige nu. Og jeg ved nogen af jer bliver skuffede når I læser mit opslag. Det er desværre også en del af at være opdrætter - og heldigvis sker det sjældent at det går så galt.
En stor tak til Benedikte fra Sydfyns Dyreklinik, tak for støtten og tålmodigheden, tak for at du 2 gange ringede for at høre hvordan det gik, selvom du havde Pinsefri - og tak til Cecilie fra Årslev Dyreklinik for konsultationer, faglig ekspertise og telefonisk vejledning flere gange. I fik mig til at føle mig tryg i det utrygge, og jeg kan ikke se hvordan noget kunne være gjort anderledes, uden at resultatet var blevet det samme.
I dag sover og putter vi, Saya og mig. Hun er den kærligste lille skabning ❤️
