04/08/2026
Vi holder MANGE pauser
Jeg er ude at gå en tur med Moon. Det går meget langsomt. Vi tuller afsted, ét skridt ad gangen. Der skal kigges på alting, snuses til alting og undersøges alting.
På et tidspunkt kommer vi forbi en kabeltromle, som nogen har stillet ved vejen. Jeg stopper op og går med hende ind i undersøgelsen.
Vi taler om, at den er lavet af træ med gummi omkring. At den dufter intenst af plastik. At den er stor, men står helt stille.
Vi snuser til den. Hun rører den med mulen, og jeg mærker på den med hånden. Da hun ikke længere viser interesse, går vi videre.
Lidt senere holder vi endnu en pause. Moon spiser græs, mens jeg bliver stående nærværende ved siden af hende. Jeg tager overvågningstjansen, så hun bare kan spise, falde til ro og bearbejde de indtryk, hun allerede har fået.
Så går vi lidt videre.
Sådan fortsætter vi hele vejen, og det betyder, at det går utrolig langsomt. En kilometer kan sagtens tage en lille halv time. Men jeg har erfaret, at pauserne og tempoet er afgørende for, om turen bliver en god og tryg oplevelse.
Pauserne lærer hende, at hun altid må stoppe op og mærke efter. At hun ikke behøver skynde sig forbi noget. At hun ikke skal bide tænderne sammen og bare klare det.
Og at hun gerne må bearbejde indtrykkene undervejs – i stedet for først at forsøge at rumme dem alle, når vi er kommet hjem.
Jeg oplever, at det betyder, at hun hverken bliver overstimuleret på turen eller bagefter. Indtrykkene hober sig ikke op, men bliver noget, hun løbende kan forholde sig til.
Dermed bliver behovet for at eksplodere også langt mindre. Det langsomme tempo giver hendes hoved mulighed for at følge med i alt det, hun registrerer. Min erfaring er, at heste kan rumme utrolig meget, når blot vi sænker tempoet nok til, at de kan nå at forstå og bearbejde det.
Når kroppen skal bevæge sig hurtigere frem, end hovedet kan følge med, risikerer vi derimod, at hesten bliver overvældet. Det er meget anderledes end det, jeg tidligere har lært. Dengang skulle hesten bare gå forbi. Den måtte helst ikke stoppe, holde pause eller spise græs.
Jeg har siden set, hvor ofte det kan føre til, at hesten flygter, lukker ned eller eksploderer. Så nu holder vi rigtig mange pauser. Vi bevæger os i snegletempo.
Og det er en befrielse for både mig og hestene, fordi det er ikke kun deres system, der kan følge med - men også mit eget.
