31/08/2026
Vi har i dag besluttet, at vi ikke ønsker at avle Stabyhoun på det grundlag Dansk Stabyhoun Klub og Dansk Kennel Klub tlbyder os som opdrætter. Vi har i dag skrevet følgende i et åbent brev på Dansk Stabyhoun Klubs side:
Som nogle måske husker, henvendte jeg mig den 24. juni 2026 til DKK for at få et konkret svar på, hvordan DKK’s egne etiske regler skal fortolkes i relation til vWd1. DKK ønskede ikke at besvare spørgsmålene direkte og henviste mig til, at de skulle gå gennem specialklubben. Det gjorde jeg.
Dansk Stabyhoun Klub (DASK) videresendte herefter mine spørgsmål til DKK med anmodning om svar. Samtidig blev det fra DASK’s side anført, at klubben ønskede DKK’s accept af den linje, DASK har lagt vedrørende vWd1, samt respekt for, at der kan være forskellige holdninger til spørgsmålet.
Jeg har efterfølgende rykket DKK for svar.
Jeg har nu fået besked fra DKK’s dyrlæge om, at jeg har fået de svar, jeg skal have. Samtidig henvises jeg igen til specialklubben. Jeg står derfor tilbage uden et konkret svar fra DKK på, hvordan DKK’s egen § 2D skal fortolkes.
Den fulde mailkorrespondance kan læses på min hjemmeside , så enhver har mulighed for selv at læse, hvad der er spurgt om, og hvad der er svaret.
Det efterlader efter min opfattelse et helt grundlæggende problem.
DKK’s etiske regler § 2D siger:
”Hvis en hund er DNA-testet som bærer af en recessiv sygdom, skal avlspartneren være testet og fundet genetisk fri for den samme sygdom. Det påhviler ejeren af såvel tæve som hanhund at oplyse om eventuelle DNA-test, før der indgås aftale om parring.”
Jeg kan ikke se noget i denne formulering, der gradbøjer bestemmelsen efter, hvor alvorlig man mener, den pågældende recessive sygdom er.
Der står heller ikke, at bestemmelsen kun gælder bestemte recessive sygdomme.
Der står: ”en recessiv sygdom”.
Alligevel har DASK udarbejdet en ”foreløbig strategi” for vWd1, som efter min opfattelse betyder, at § 2D ikke anvendes efter sin ordlyd.
Og når DKK – efter gentagne konkrete spørgsmål – ikke vil korrigere denne praksis eller forklare, hvordan den kan forenes med § 2D, har jeg svært ved at nå til anden konklusion end, at DKK accepterer den.
Det handler for mig ikke om manglende respekt for forskellige holdninger.
Man kan sagtens være uenig om, hvor alvorlig vWd1 er, og hvilken avlsstrategi der biologisk eller genetisk er mest hensigtsmæssig.
Men en skriftlig regel er ikke en holdning.
Hvis DKK mener, at § 2D ikke skal gælde for vWd1, må DKK efter min opfattelse kunne forklare, hvorfor den ikke gælder, og hvor denne undtagelse fremgår af reglerne. Det har jeg ikke kunnet få svar på.
Derudover er der spørgsmålet om selve DNA-testene.
Jeg har produceret et kuld hvalpe, hvor alle hvalpe blev DNA-testet af min dyrlæge, og prøverne blev analyseret på det laboratorium, som DKK anerkender. Jeg vidste på forhånd, at alle hvalpene ville være bærere af vWd1, da tæven er genetisk affected.
Resultaterne er altså ikke tvivlsomme. Prøverne er taget af en dyrlæge og analyseret på det anerkendte laboratorium. Alligevel anerkendes testene ikke af DASK.
Hvorfor? Fordi jeg ikke har betalt DKK 122 kr. pr. hvalp for en rekvisition.
I en overgangsperiode har jeg ganske vist mulighed for at betale gebyret efterfølgende som følge af en aftale mellem DKK og Dansk Stabyhoun Klub. Det er bare ikke nødvendigvis så enkelt, når hvalpene ikke længere er mine.
Men det mest principielle spørgsmål er et andet:
Hvordan kan en DNA-test, foretaget af en dyrlæge og analyseret på et laboratorium, som DKK selv anerkender, genetisk set være uden betydning, alene fordi der ikke er betalt 122 kr. til DKK for en rekvisition?
Og situationen bliver efter min opfattelse endnu mere paradoksal:
Selv hvis testene bliver efterregistreret og dermed anerkendt, ændrer det tilsyneladende ikke noget i relation til § 2D, fordi DASK ikke mener, at vWd1 skal behandles som en recessiv sygdom, der udløser bestemmelsens krav.
Vi ender altså i en situation, hvor dokumentationen for, at hunden er bærer, først skal ”gøres gyldig” gennem betaling til DKK – samtidig med at resultatet tilsyneladende ikke medfører det krav til avlspartneren, som § 2D ellers beskriver.
Det er den sammenhæng, jeg siden juni har forsøgt at få forklaret. Uden held.
Efter mange overvejelser har jeg derfor besluttet, at jeg ikke længere kan se mig selv som en del af Stabyhoun-avlen eller klubarbejdet. Jeg kommer ikke til at producere flere kuld.
Det er ikke en beslutning, jeg har truffet på grund af én uenighed om én sygdom. Det handler om, at jeg som opdrætter skal kunne have tillid til, at regler er gennemskuelige, administreres konsekvent og kan forklares af den organisation, der har fastsat dem.
Den tillid har jeg ikke længere.
På nuværende tidspunkt er der kun tre opdrættere, som jeg personligt har en sådan tillid til, at jeg vil henvise kommende hvalpekøbere til dem.
Jeg er også blevet alvorligt i tvivl om DKK’s generelle retning.
Som vi tidligere har diskuteret, er der åbnet mulighed for X-stambogsføring af hunde, der eksteriørmæssigt vurderes at kunne leve op til kravene for en given race, selv om hundens fulde genetiske baggrund og sygdomshistorik ikke nødvendigvis er kendt.
Samtidig kan en opdrætter stå med dokumenterede DNA-resultater fra et anerkendt laboratorium, som ikke anerkendes, fordi den administrative procedure omkring rekvisitionen ikke er fulgt.
Det giver efter min opfattelse anledning til et helt rimeligt spørgsmål om, hvad der egentlig vægtes højest: dokumenteret sundhedsviden om hundene eller administrative procedurer.
Og med den udvikling kan man måske også tillade sig at stille det lidt provokerende spørgsmål, om de såkaldte ”designerhunde” nødvendigvis er så meget dårligere stillet, hvis de kommer fra kendte forældredyr, der faktisk er dokumenteret testet for relevante arvelige sygdomme i deres respektive racer.
Jeg er klar over, at dette er en markant kritik af både DASK’s og DKK’s håndtering.
Men når man stiller krav til opdrætterne om at følge etiske regler, mener jeg også, at opdrætterne har krav på at få at vide, hvad reglerne betyder – og hvilke undtagelser der gælder. Det burde ikke kræve måneders korrespondance at få svar på.
Og det burde slet ikke ende med, at den organisation, der selv har formuleret reglerne, henviser spørgsmålet tilbage til den specialklub, hvis fortolkning man netop har bedt organisationen tage stilling til.
Jeg har desværre en forventning om, at også dette opslag risikerer at blive slettet af bestyrelsen, sådan som jeg tidligere har oplevet det.
Hvis det sker, ændrer det imidlertid ikke på de spørgsmål, der fortsat står ubesvarede.
