26/08/2026
Hunden Bella har formodentlig været i nærheden af "larven fra helvede".
Det begyndte som en helt almindelig eftermiddag.
Bella var med sin ejer ude på en gåtur, hvor der var egetræer i nærheden. Da hun kom hjem, og resten af dagen, var Bella helt sig selv. Men dagen efter var situationen en helt anden.
Bella gispede, savlede voldsomt og havde tydelige smerter. Hendes ejer kørte derfor med hende til en dyrlægevagt i nærheden af hjemmet. Bella havde på det tidspunkt feber og overfladiske sår på den ene side af tungen. Dagen efter kunne ejeren se, at det påvirkede område på tungen var blevet helt blåt. Kort efter faldt det beskadigede område af.
Ejeren begyndte selv at overveje, om Bella kunne have været i kontakt med egeprocessionsspinderens larver, som de fleste nok efterhånden kender som “larven fra helvede”.
Bella kom efterfølgende ind til os, hvor vi syede tungen sammen, så den kunne hele bedst muligt.
Hun har siden været til kontrol, og hun har heldigvis godt igen. 💚
Hvis du mistænker, at din egen hund (eller kat) har været i kontakt med larven, så er det altid en god idé at kontakte din dyrlæge. Symptomerne kan være mange, men ofte ses der hoste, kløe, udslæt i huden omkring ansigtet, smerte, opkast og vejrtrækningsproblemer samt hævelser.
Hvis der ikke er vejrtrækningsproblemer eller hævelse, og du opdager det indenfor få minutter, kan du forsøge at skylle munden ren med vand. Det er vigtigt, at hunden ikke drikker dette vand, da det kan føre giften ned i halsen.