Moeslund Dressage

Rutevejledning

Moeslund Dressage Dressurunderviser siden 2010. International Grandprixrytter fra 2013. DRF Dressurdommer siden 2026 .

02/09/2026

Nu tager jeg lige fløjlshandskerne af .

🍏🍏EDIT 4/9 2026
Dette opslag har IKKE til hensigt at forherlige folk, der rider uden handsker samt at fordømme folk der gør .
Det omhandler forskning vedr tøjletryk samt en opfordring til at prøve at ride uden handsker ( en session eller 2) hvis du normalt bruger handsker .

“Ingen handsker’ er ikke = en blød hånd, som med så meget andet, kan der, også her, oparbejdes ‘tolerance’ ; du skal selvfølgelig STADIG være obs på hvor hårdt/ låst du håndterer tøjlen .
- det er ikke handsken , men rytteren der trækker / holder ; handsken KAN jo blot være med til maskere realiteten..

Rider du uden tøjlekontakt er det også helt ok - men opslaget skal ikke bruges til at opponere mod dem, der samler tøjlerne op . 🍏🍏 / MM

De fleste af os rider med handsker hver eneste dag: jeg har selv flere par både i stald, bil og tasken for at sikre mig, aldrig at undvære ..🥸

Vi accepterer det som en helt naturlig konsekvens af at holde i en tøjle, men ..
Hvis dine fingre danner store vabler og røde mærker af den kraft, friktion og belastning, der opstår mellem hånd og tøjle; hvad oplever hesten så i den anden ende? 🧐

For det er faktisk ikke længere bare en teoretisk og “dum” diskussion fra de “alternative folk”.
Vi kan i dag måle tøjlespænding; og den nyere forskning på området er værd at tage alvorligt.

I et studie fra 2024 blev der målt tøjlespændinger på op til 236 Newton på én tøjle - svarende til omkring 24 kg kraft😳
Højere tøjlespænding var samtidig forbundet med mere mundåbning og andre adfærdsmæssige reaktioner, og tre af otte heste udviklede moderate 🔵BLÅ mærker 🔵 i mundområdet efter en kort session.

Et nyere studie fra 2025 på højtuddannede dressurheste målte ligeledes kræfterne mellem hånd, tøjle og bid og viser, at der ikke nødvendigvis er den store forskel i tøjlekraft mellem trense og kandar, som man måske intuitivt skulle tro.

Og forskning siger også at når tøjlespændingen øges, ændrer hesten bl.a. mund- og hovedadfærd på måder, der ser ud til at være rettet mod at reducere eller undgå trykket i munden.

Så her kommer min udfordring til dig:
📣Prøv at ride uden handsker📣
Bare en gang imellem i ny og næ- ligesom man også momentvis skipper bøjlerne og for nogles vedkommende tøjlerne 🙏🏻 måske oplever du tilmed, at din albue får mere travlt, med at være elastisk,

Mærk hvor meget kraft, der faktisk skal til, før du begynder at spænde i hånden og hvor ofte du holder fast, uden egentlig at have besluttet dig for at holde fast.

❤️Og mærk efter forskellen på at have kontakt og at have fat❤️

Vi har efterhånden ( forhåbentlig ) enormt meget fokus på sadlens tryk, bidets udformning, næsebåndets stramhed, rytterens sæde og hestens biomekanik.

Så måske er det netop dét, vi også mangler; at opleve en lille smule af den fysiske feedback, som vores hest hele tiden får fra os..

Mit råd til mine elever er ofte :
“Forestil dig at du holder dit barn, dit barnebarn eller din ( nye😬) kæreste i hånden “ ❤️

Så næste gang dine ridehandsker er slidt godt og grundigt igennem af tøjlen, eller fingrene er helt stive at rette ud efter en ridetur, så prøv at stille dig selv ét enkelt spørgsmål:

“Hvad har denne belastning kostet i den anden ende af tøjlen?”. . .🫣

ScienceDirect studie om tøjlespænding, hesteadfærd og blå mærker i mundområdet:

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0168159124002041

MDPI studie om tøjlekraft hos højtuddannede dressurheste og forskelle mellem trense og kandar:

https://www.mdpi.com/2076-2615/15/7/1058

ScienceDirect studie om sammenhængen mellem tøjlespænding og hestens mund- og hovedadfærd:

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1558787822001344

Er tiden kommet til at udfase næsebåndsremmen under biddet?Jeg stiller spørgsmålet; ikke fordi jeg mener at have det end...
01/08/2026

Er tiden kommet til at udfase næsebåndsremmen under biddet?

Jeg stiller spørgsmålet; ikke fordi jeg mener at have det endelige svar, men fordi gennemsigtighed heldigvis fylder mere og mere i sporten.

Hvis vores mål er at kunne vurdere, hvordan hesten reelt accepterer kontakten, hvorfor anvender vi så udstyr, hvis funktion er at begrænse mundens bevægelse🤷🏼‍♀️

Den nederste rem på den kombinerede trense (og andre remme under biddet ) kan, afhængigt af tilpasning og stramhed, begrænse hestens mulighed for at åbne munden, bevæge underkæben frit og udtrykke mundrelaterede konfliktmarkører.

Som dommere bedømmer vi det, vi kan observere. Men hvis hestens mulighed for at udtrykke sin naturlige mundadfærd begrænses, mister vi så ikke samtidig en del af den information, der fortæller os, hvordan den, i virkeligheden, oplever kontakten?

Det her handler ikke om at mistænkeliggøre eller hævde, at alle bruger den nederste rem forkert. Langt fra. Men det er værd at spørge, om et udstyr, der kan reducere synlige adfærdssignaler, hører hjemme i en sport, der ønsker større fokus på hestevelfærd og objektiv bedømmelse.

Ud over de adfærdsmæssige aspekter findes der jo faktisk også de evidensbaserede fysiologiske overvejelser.
Forskning viser, at stramme næsebånd kan øge trykket på bløddele og begrænse underkæbens naturlige bevægelighed. 📣De kan påvirke normale funktioner som tygning og synkning, og der er desuden indikationer på, at meget stramme næsebånd kan påvirke luftvejenes funktion📣( læs lige det igen .. og mærk så efter )
Omfanget afhænger selvfølgelig i høj grad af næsebåndets konstruktion, placering og stramhed.

Debatten om de stramme næsebånd har allerede ført til standardiserede kontroller af næsebåndets stramhed ved stævner. Det er et vigtigt skridt, men rejser samtidig endnu et naturligt spørgsmål:

❗️Hvis et udstyrselement -primært- har til formål at begrænse mundens bevægelse , er det så overhovedet nødvendigt og egentlig retmæssigt i vores moderne dressursport ? ❗️

Måske er det vigtigste spørgsmål ikke, om den nederste rem altid er skadelig.
Måske er spørgsmålet, om sporten bør tilstræbe udstyr, der giver hesten størst mulig mulighed for at udtrykke sin naturlige adfærd ; også når den viser tegn på ubehag eller uenighed.

For hvis vi, som dommere, ikke kan se hestens reaktion, kan vi jo heller ikke vurdere den🧐

Og når vi som ryttere ikke konfronteres med den reelle mundadfærd, kan vi så håndtere årsagen til symptomet?


Fenner et al. (2016). Noseband Use in Equestrian Sports . An International Study.

Hopkins et al. (2025). Tight nosebands apply high pressures on the horses’ face and alter stride kinematics.

Mackechnie -Guire et al. (2024). Measuring Noseband Tightness on the Lateral Aspect of the Horse’s Face.

Jeg læste i dag et opslag fra en anerkendt dansk dressurdommer. Og jeg blev ked af det helt ind i hjertekuglen. Opslaget...
22/07/2026

Jeg læste i dag et opslag fra en anerkendt dansk dressurdommer.

Og jeg blev ked af det helt ind i hjertekuglen.

Opslaget er noget unuanceret og ærgerligt, fordi det opstiller og styrker et polariserende “os mod dem”-narrativ, som hævder at kritikken af ridesporten kun kommer fra uvidende influencere, politikere eller mennesker med “alternative” økonomiske interesser.

Det afspejler da ikke helt virkeligheden?

En stor del af den kritik, vi ser i dag, stammer da fra forskere inden for etologi, veterinærmedicin, biomekanik og dyrevelfærd- samt også fra dyrlæger, dommere og erfarne ryttere, som ønsker at (videre-)udvikle sporten på et evidensbaseret grundlag.

At reducere denne samfundsdebat til et spørgsmål om “manglende viden” eller “skjulte motiver” afviser legitim faglig kritik, uden reelt at forholde sig til hardcore fakta.
Historien viser os jo tydeligt, at ridesporten ikke altid har været god nok til at regulere sig selv.
De seneste år har internationale undersøgelser, multiple dokumentarer, ændrede FEI-regler og en række disciplinærsager ( også i Danmark) tydeligt vist, at der har eksisteret træningsmetoder og omgangsformer, som ikke er, og har været, forenelige med moderne forståelse af hestevelfærd.

Det er altså ikke et angreb på sporten at erkende alt det; tværtimod er det en forudsætning for at bevare troværdighed og skabe den nødvendige forandring/ udvikling .

Vi ved i dag langt mere om hestens læring, stressrespons, smerteadfærd og konfliktadfærd, end vi gjorde for bare 10 år siden.
Derfor er det naturligt, at vores træningsmetoder, bedømmelseskriterier og etiske standarder også udvikler sig- som de allerede med spæde skridt har gjort, og stadig gør 👍🏻

Tradition og ‘ historiefortælling ‘ er i øvrigt ikke et validt argument for, at “en praksis er korrekt”..🧐

Ingen seriøse kritikere påstår, at alle ryttere mishandler deres heste.
Men omvendt kan vi heller ikke konkludere, at sporten grundlæggende er uproblematisk, blot fordi vi elsker og glædes ved vores heste.
Kærlighed følt af mig, er desværre ikke i sig selv, en garanti for, at min hest føler velfærd..

Det er vores og sportens ansvar løbende at teste vores overbevisninger mod empiri og den bedste tilgængelige forskning; også når resultaterne udfordrer vores traditioner - eller selvforståelse❤️

14/07/2026

Har du prøvet at sætte dig ind på folden til din hest .. ?
Bare for at mærke , sådan rigtigt , efter ?
Søger han dig ? Prioriterer han dig ?
🍀Og Aller vigtigst🍀 ; finder han ro hos dig ?
Hvordan påvirker du ( i virkeligheden ) hans nervesystem ?

I disse dage er det nemt at blive usikker på om man håndterer sin hest forkert .. om man gør ham godt , eller om man gør sig selv godt 🧐

I min søgen på det perfekte teamwork er et af svarene ( for mig ) at sætte sig ud på folden .
Jeg sætter mig, flytter mig,og sætter mig igen, etc.
Du er ikke i tvivl om hvilken relation du bygger hvis

1 🤍han følger med
2 🤍han finder ro i samværet og bliver/ hviler hos dig. det er i sin sandeste form din påvirkning af hans nervesystem og dermed hestens relation til dig , det sladrer om .

Og nej . Det handler ikke om at tage godbidder med ud .
Sortér den stimuli fra - det overskygger .

God fornøjelse med at sætte dig ud til din hest .. ☀️
Det får hjerterytmen helt ned på mig og frigiver et læs af oxytocin, som er guld værd for os begge 🖤🫶🏻🍀🍀

Adresse

Smedeskovvej 39a
Norre Galten
8464

Website

Underretninger

Bliv den første, der får besked: Vi sender dig en e-mail, når Moeslund Dressage offentliggør nyheder og tilbud. Din e-mailadresse bliver ikke brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Genveje

Del

Kategori