05/08/2026
Dag 5 – Bag buskadset lå en ni år gammel madskov
Adressen førte mig til et helt almindeligt rækkehuskvarter i Leiden.
Ingen skov. Ingen gård. Ikke engang et tydeligt skilt.
Men klemt inde mellem jernbanen og en hollandsk cykelmotorvej fandt jeg et hul i et tæt buskads.
Det var indgangen.
Jeg fulgte efter nogle andre ad smalle stier ind mellem træerne. Inde i skoven stod en kreds af mennesker allerede og præsenterede sig for hinanden.
Det var arbejdsdag i den ni år gamle Voedselbos Okkerheide.
Jeg blev budt varmt velkommen, og kort efter var vi fordelt på dagens opgaver: Nogle skulle høste, andre bekæmpe brændenælder.
Jeg kom på holdet med knivene.
Ikke en almindelig machete, men en særlig løvkniv med krum bladspids.
Vi beskærede støttetræerne, huggede grenene i mindre stykker og lagde materialet omkring produktionstræerne. Efter lidt øvelse fandt jeg rytmen.
Hug. Vend. Hug igen.
Tre timer senere var grenene blevet til jorddække – og jeg var blevet en del af arbejdsfællesskabet.
Jeg lagde mærke til, at de fleste deltagere så ud til at være mellem 25 og 50 år. Og mændene var i overtal.
Tiltrækker løvknive, buskryddere og motorsave mon et andet publikum end grøntsager og pluk-selv-blomster?
Eller var det bare lige denne lørdag?
I pausen kom vi til at tale om sikkerhed. Jeg fik fortalt, at de frivillige var forsikret gennem en ordning omkring De Groene Motor, som understøtter grønne frivilligprojekter.
Pludselig så jeg stedet med andre øjne.
Bag den vilde skov lå en ganske stram struktur: arbejdsledelse, opgavefordeling, redskaber, sikkerhed, forsikring og offentlig opbakning.
Klokken 13 sluttede arbejdsdagen. Præcis.
De andre forsvandt ud gennem buskadset igen, mens jeg blev lidt længere og gik alene mellem træerne.
På ni år var de blevet så store, at stedet ikke længere blot lignede en plantning.
Det føltes som en skov.
Men det var ikke kun træerne, der havde slået rod.
Det havde fællesskabet også.