27/08/2026
TORSDAGS TIPS: FRIVILLIG HÅNDTERING – MERE END BARE AT FÅ LOV TIL AT SIGE NEJ 💛
I mandags delte vi vores guide til negleklip-tilvænning, og nu dykker vi endnu længere ned i snakken om frivillig håndtering. Hold på hat og læsebriller, for det bliver lidt teknisk 🤓
Når vi undersøger vores dyr, vil vi selvfølgelig gerne kunne kigge i ørerne, se på tænderne, mærke på kroppen eller undersøge poter og kløer. Men måden vi gør det på, har stor betydning for, hvordan dyret oplever situationen -- og her kommer frivillig håndtering ind i billedet.
Frivillig håndtering betyder, at vi træner dyret til aktivt at deltage i håndteringen frem for blot at blive fastholdt og "gjort ved". Det kan fx være, at hunden selv lægger hovedet i vores hånd, rækker poten frem eller bliver stående i position, mens vi undersøger ører eller tænder.
Det lyder måske simpelt – men der sker faktisk en del inde i hjernen. 🧠
Når et dyr oplever en situation som uforudsigelig eller ukontrollerbar, aktiveres hjernens trussels- og stresssystemer. Det sympatiske nervesystem øger bl.a. puls og muskelberedskab, mens HPA-aksen kan aktiveres og føre til frigivelse af stresshormoner som cortisol.
Ved frivillig håndtering forsøger vi i stedet at øge forudsigelighed, kontrol og mulighed for at påvirke situationen, hvilket kan gøre en stor forskel for den måde, nervesystemet bearbejder situationen på. I stedet for at kroppen konstant skal være på vagt over for, hvad der sker, får dyret mulighed for at forudsige og kontrollere en større del af situationen. Og netop kontrol og forudsigelighed er vigtige faktorer i reguleringen af stress.
Det betyder ikke, at dyret aldrig må holdes fast. Nogle undersøgelser og behandlinger kræver naturligvis, at vi handler hurtigt og sikkert. Men hvis vi kan lære dyret frivilligt at samarbejde om de ting, der kan trænes – hvorfor så ikke gøre det? 💛
Frivillig håndtering kan derfor være en rigtig god investering i fremtidige dyrlægebesøg. Et dyr, der gennem mange små, positive oplevelser har lært, at mennesker må undersøge dets ører, tænder, poter og krop, har ofte et helt andet udgangspunkt, når det en dag skal undersøges for alvor. 🐶🐱
Små skridt, høj belønningsværdi og respekt for dyrets signaler kan være med til at gøre håndtering til noget, dyret samarbejder med os om – frem for noget, det skal overleve.
Det handler altså ikke bare om at få lov til at undersøge dyret. Det handler om at lære dyret, at det er trygt at blive undersøgt. 💛