26/10/2026
Om lidt skal vi ind. Bliv lige her hos mig lidt endnu. 🖤
Jeg ser billederne af Karo og mig i kulissen på Vilhelmsborg, og jeg kan stadig mærke det i kroppen.
Forventningen. Sommerfuglene. Og ønsket om, at hun også har lyst.
Vi skal vise det show, vi lavede til Store Hestedag. Jeg kender fortællingen, musikken og alle de små steder, hvor vi hjemme kan finde hinanden næsten uden at sige noget.
Men jeg ved ikke, hvad jeg får med ind i hallen i dag.
Jeg har sat en regel for mig selv: Jeg må ikke tage fat i Karos grime for at få hende med. Jeg må finde en anden vej til forbindelsen.
Hjemme kan den regel føles let. Her, lige inden vi skal ind foran et publikum, mærker jeg, hvor meget den kræver af mig.
For jeg vil jo så gerne.
Vise det, vi kan. Dele det, jeg mærker sammen med hende. Lade andre få et lille glimt af den hest, jeg er så forelsket i.
Og midt i alle mine ønsker står Karo med sine egne følelser.
Den dag var hun mere anspændt, end hun plejer. Hun blev ved med at søge min kontakt, men jeg mærkede også, hvor gerne hun ville ud. Og hjem.
Jeg fik hende med på nogle af mine ideer. Jeg fik sadlet hende uden at holde hende fast. Men det tydelige »ja tak«, jeg kender hjemmefra, var der ikke. Jeg oplevede mere et »okay«.
Det sidder i mig bagefter.
For når jeg elsker vores forbindelse så højt, skal jeg også kunne mærke og fortælle om de dage, hvor den er sværere at finde. Også når der er publikum, musik og en fortælling, jeg havde håbet, vi kunne dele.
Derfor betyder de her billeder fra kulissen noget særligt for mig. Her står vi stadig med alle mulighederne foran os. Jeg ved endnu ikke, hvad der bliver svært, eller hvilke øjeblikke vi får sammen.
Jeg står bare dér ved siden af min sorte drøm og håber, at jeg kan være én, hun har lyst til at følges med. Også her.
I dag er jeg helt flad. Og fuld af kærlighed til hende.
Karo. Jeg håber, du kunne mærke, at jeg prøvede at lytte. 🖤