27/09/2026
🚨 Uautoriseret videreformidling af min opskrift: Igloo’s Fuldf***r Mix "Original"
Dette bliver et længere opslag, men et opslag, jeg føler mig nødsaget til at skrive, og som er skrevet på opfordring af venner og et par købere.
Dem der kender mig ved, at jeg så vidt muligt undgår konflikter. Jeg har måske tendens til at håbe, at problemer bare løser sig selv, men i dette tilfælde føler jeg, at der er tale om mere end bare en lille fejl eller misforståelse, som kan håndteres internt.
Jeg er blevet gjort opmærksom på, at opdrætteren MaCalluna har delt en f***rmix opskrift, som bygger på den opskrift, jeg solgte hende i 2024 - et klart brud på købsaftalen og ophavsretten. På deres hjemmeside bekræftes det, at opskriften er baseret på min originale opskrift, derfor er jeg ikke i tvivl om at der er tale om plagiat.
Jeg har taget direkte kontakt til køberen og bedt dem fjerne opskriften.
Jeg ønsker ikke at skabe en konflikt, men derimod minde køberen om den indgåede aftale og lovgivningen på dette punkt.
Min opskrift blev købt på en købsaftale, som fx foreskriver: "Opskriften er udelukket beregnet til privat brug, og må ikke videredistribueres, deles eller på anden måde offentliggøres".
Rent lovmæssigt kan der siges dette om ophavsretten:
👉 At ændre enkelte mængder, ingredienser eller formuleringer i eksisterende opskrift gør ikke den nye opskrift til et uafhængigt eller selvstændigt værk, når den ændrede version direkte bygger på den originale opskrift fra Igloo Rats.
👉 En bearbejdelse af opskriften ændre ikke på aftalen som opskriften er købt på eller lovgivningen på dette punkt. En bearbejdelse af opskriften må ikke bruges eller deles på en måde, der strider mod ophavsretten eller den indgåede købsaftale.
Mine opskrifter er ikke en tilfældig liste af ingredienser, men derimod resultatet af mange års dedikeret arbejde og nøjsomme udregninger - og nu har en anden opdrætter taget besiddelse af mit arbejde og præsenteret det som deres eget... Og det har ødelagt mere end bare min dag.
Det er normalt nemmere for mig, at holde mig til det faktuelle, men jeg er blevet opfordret til at fortælle lidt om, hvordan det hele har påvirket mig.
Jeg er en sensitiv person, som let bliver overvældet, og som resultat oplever jeg svær angst og nedsat funktionsevne - derfor undgår jeg konflikter eller situationer, som udløser stress og angst.
Jeg bliver selvfølgelig også enormt ked af det, når mit arbejde misbruges på denne måde - hvem ville ikke blive det?
Jeg sidder tilbage med en følelse af magtesløshed - en følelse, som jeg har rigtig svært ved at rumme, fordi jeg var i systemet i 10 år, og alle der har været igennem systemet kender udmærket til den magtesløshed man kan opleve, og hvad det betyder for ens mentale og fysiske helbred.
Så der er blevet rykket op i gamle sår, og jeg ved, at det hele kunne have været undgået, hvis købsaftalen blot var blevet overholdt fra købers side.
Jeg fortryder egentlig, at jeg delte mine opskrifter og mit arbejde, når dette er takken jeg får.
Jeg er også ked af, at mit opdrætternavn (igen) bruges som et kvalitetsstempel - denne gang i forbindelse med et f***r, som jeg ikke selv har sammensat eller godkendt.
Igloo Rats vil ikke stå inde for den delte opskrift, dens sammensætning eller manglende ernæringsmæssige oplysninger - opfordrer man andre til at blande f***r selv, mener jeg, at det er essentielt, at de får fyldestgørende og korrekt informationer, og selvfølgelig at man selv har udviklet opskriften.
Jeg finder mig i rigtig meget og undskylder tit folks opførsel, fordi jeg ved at man kan begå fejl eller såre nogen, selvom det ikke var intentionen. Men denne gang føler jeg mig tvunget til at håndtere situationen anderledes, fordi jeg respektere mit eget arbejde og mig selv. Jeg synes simpelthen ikke at det er okay, etisk eller lovmæssigt, at tage andres arbejde, lave lidt om, og udgive det som sit eget.
Jeg har tidligere elsket at videreformidle min viden, men efter lignende situationer som denne, har jeg ganske enkelt mistet lysten....dette var bare den sidste dråbe - "én ødelægger det for mange" er det ikke sådan man siger? Det er i hvert fald den tanke jeg sidder tilbage med, og det føles som et kæmpe nederlag, men jeg kan ikke gå igennem en lignende situation igen.
Hvis du er nået hertil, tak fordi du læste med. Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede at lave sådan et opslag, og håber aldrig nogensinde at skulle lave sådan et igen.
Jeg har ikke lyst til at skabe en debat om, hvorvidt man er enig i loven på dette punkt eller ej. Mit mål er at fastslå, at jeg forventer, at enhver køber overholder vores aftaler og selvfølgelig den danske lovgivning.
Tak til alle, der respekterer det arbejde, den tid og den faglige omhu, der ligger bag mit opdræt. ❤️ Jeg vil tage et par dages pause, og vende tilbage, når jeg har overskud til det.