25/08/2026
Tak Desirae Sarah Rasmussen for at sætte ord på så mange af de tanker jeg går og batler med at omsætte i denne tid. Hvad er I optagede af?
Hvad skal formålet med en rideskole eller hesteskole egentlig være?
Skal det bare handle om at komme op på en hest, ride rundt — og så tage hjem igen?
Det spørgsmål tænker jeg ret meget over, især efter jeg har overtaget hesteskolen igen. For hvis forventningen til en ridetime kun er, at barnet skal op på hesten og “få den til at gøre noget”, hvad er det så egentlig, vi lærer vores børn?
Ridning bliver ofte omtalt som noget, der lærer børn ansvar, samarbejde og tålmodighed. Og det kan det bestemt også. Men det sker ikke automatisk, bare fordi der er en hest involveret.
For ridning er ikke en holdsport på den traditionelle måde. I mange klassiske rideskolerider bliver fællesskabet med de andre børn en meget lille del af undervisningen — hvis der overhovedet er plads til det. Og samarbejdet med hesten kan også nemt blive reduceret til: “Hvordan får jeg den til at gøre det, jeg vil?”
Men ridning uden forståelse og empati for den hest, vi arbejder med, er ikke teamwork.
Det er kontrol.
Og det er ikke det, jeg ønsker at lære børn.
Jeg ønsker en hesteskole, hvor børnene lærer, at hesten ikke er et redskab for vores sjov eller ambitioner. Den er et levende individ med følelser, meninger, grænser og behov.
Derfor skal børnene også lære at være omkring heste. At observere dem. Vente på dem. Lytte til dem. Passe på dem. Forstå, hvorfor de reagerer, som de gør. Og mærke, at relationen betyder noget — også de dage, hvor man ikke rider.
For mig handler en god hesteskole ikke kun om at skabe ryttere.
Det handler om at skabe hestemennesker.
Børn, der lærer at samarbejde med hesten — ikke bare styre den. Børn, der lærer at være en del af et fællesskab. Børn, der lærer, at omsorg, respekt og forståelse er lige så vigtige som teknik.
Måske vigtigere. 💛
