09/08/2026
𝟯𝟮𝟬.𝟬𝟬𝟬 𝘃𝗶𝘀𝗻𝗶𝗻𝗴𝗲𝗿 𝘀𝗲𝗻𝗲𝗿𝗲 – 𝗼𝗴 𝗹𝗶𝗱𝘁 𝗮𝘁 𝘁æ𝗻𝗸𝗲 𝗼𝘃𝗲𝗿
Da jeg forleden skrev om mit første hundebid i hånden efter 25 år som praktiserende dyrlæge og min efterfølgende gode oplevelse på akutmodtagelsen, havde jeg ikke forestillet mig, at opslaget ville blive vist mere end 320.000 gange.
Tak for de mange tusinde reaktioner og de mange kommentarer og personlige historier. ❤️
Først en lille opdatering: Det ene af de 10 huller udviklede desværre infektion trods antibiotika, så i går måtte jeg endnu en tur omkring akutmodtagelsen og have ændret behandlingen. Heldigvis er både hævelsen og smerterne aftagende her til morgen, så det ser ud til at gå den rigtige vej.
Denne gang kørte jeg til akutmodtagelsen i Helsingør. Også her var ventetiden meget kort, og efter få minutter blev jeg tilset af en læge med mange års erfaring. Vi endte med at få en rigtig interessant snak om livet på den anden side af skranken.
Hun fortalte blandt andet om udfordringerne med at rekruttere erfarne sygeplejersker og læger til 1813 og om vagterne på de tidspunkter, hvor de færreste har lyst til at arbejde. Hun fortalte også om, hvor hårdt det kan være at blive ved med at løbe stærkere, når det, der bliver målt på, er, hvor hurtigt patienterne kommer gennem systemet – mens erfaring, kvalitet og mange år uden en klage ikke på samme måde er et succeskriterium.
Jeg håber ikke, hun blev trukket i løn for den tid, hun brugte på at tale med mig. 😉
Samtalen fik mig til at drage paralleller til min egen branche.
Blandt de mange kommentarer til mit første opslag var der nemlig også kritik af dyrlæger. Nogle fortalte om meget høje priser, dyre vagtkonsultationer og om oplevelsen af at blive mødt af en lang prisliste, når man står med et sygt dyr og er bekymret.
Noget af kritikken kan jeg faktisk godt forstå.
Dyrlægebranchen har forandret sig markant gennem de senere år. Mange klinikker og store dyrehospitaler er blevet en del af kæder, og kapitalfonde er kommet ind som ejere.
Samtidig er mulighederne for at undersøge og behandle vores dyr blevet langt større. Vi kan analysere for stort set alt i blodprøver, vi har CT- og MR-scanninger, kemoterapi og avancerede operationer, hvor nogle af mulighederne slet ikke fandtes veterinært, da jeg blev uddannet dyrlæge for 25 år siden.
Det er en fantastisk udvikling, når undersøgelserne er nødvendige. Men mere diagnostik er ikke nødvendigvis det samme som bedre behandling.
Nogle gange består fagligheden ikke i at vide, hvilken undersøgelse man skal foretage – men i at vide, hvornår man ikke behøver at foretage den.
Hvis det primære succeskriterium bliver det, der er lettest at tælle – antal patienter, undersøgelser, omsætning eller hvor hurtigt patienten kommer ud ad døren igen – risikerer vi at overse noget af det, der er sværere at måle: erfaring, faglig dømmekraft, kontinuitet og tillid.
Jeg har selv valgt fortsat at drive min egen lille, uafhængige dyreklinik. Når telefonen ringer, er det altid mig, der tager den – også uden for almindelig åbningstid i langt de fleste tilfælde. Først prøver jeg at finde ud af, om dyret overhovedet behøver at blive tilset akut. Og hvis det gør, fortæller jeg naturligvis, hvad det cirka kommer til at koste, så folk er forberedte.
Priserne på dyrlægeydelser i Danmark er ifølge Danmarks Statistik steget omkring 47 procent siden 2020. Det forstår jeg godt, at dyreejerne reagerer på. Den prisudvikling genkender jeg ikke fra min egen klinik.
Jeg påstår ikke at min måde er den eneste rigtige måde at drive dyrlægepraksis på. Men efter 25 år er det stadig den måde, jeg helst vil være dyrlæge på.
De mere end 320.000 visninger har været overvældende. Men de mange historier, der fulgte med, har faktisk været mere interessante.
Tak for dem alle sammen – også de kritiske. ❤️
