25/09/2026
I dag har vi fejret HUSETs frivillige med god mad & hygge hos Det Hvide Pakhus i Faaborg, hvor alle blev forkælet med vidunderlig mad & drikke. Tusind tak til Det Hvide Pakhus, som var med til at gøre denne dag mulig.
Kære alle I skønne frivillige i HUSET
Først og fremmest en stor og oprigtig tak.
Hver eneste dag er I med til at gøre en forskel for mennesker, som ofte står i svære livssituationer. Når I møder op, laver kaffe, gør Godmorgen Faaborg, gruppelokalet eller samtalerummet klar, tager imod brugere og ikke mindst tager Jer tid til snak, så skaber I noget, som er meget værdifuldt.
I skaber fællesskab.
I skaber tryghed.
I skaber nærvær.
Og I er med til at give mennesker en oplevelse af at blive set, hørt og mødt med respekt.
Det er ikke noget, man kan sætte tal på, men det er noget, vi ser hver eneste dag hos de mennesker, der kommer i Godmorgen Faaborg, i selvhjælpsgrupper, i aktivitetsgrupper og i den åbne og anonyme rådgivning. Mange kommer igen og igen, fordi de bliver mødt af varme, nærvær og ægte interesse.
Derfor vil jeg gerne sige tak for Jeres tid, Jeres engagement, Jeres gode humør og Jeres store hjerter. Uden Jer ville HUSET ikke være det sted, det er i dag.
Noget af det som er særligt vigtigt, og som jeg synes er netop det, som I også er super gode til: at tage imod mennesker. Et smil, et “hej” og en snak kan gøre en større forskel, end vi måske selv er klar over. For mange af vores brugere er det ikke kun kaffen eller samværet de kommer efter – det er fællesskabet, kontakten og oplevelsen af at høre til.
Det er netop det, I er med til at skabe hver eneste dag i HUSET.
Så endnu en gang: Tak for netop Jeres indsats. Tak for Jeres omsorg. Tak for Jeres engagement. Og tak fordi I er med til at gøre HUSET til et sted, hvor mennesker bliver mødt med værdighed, respekt og varme.
En stor tak til Jer alle.