06/06/2026
Som regel, når jeg skal skrive en af de her anmeldelser, åbner jeg bogen og finder små passager, genopdager hvad det var, jeg tog med mig. Men jeg vil prøve at lade være med Leas bog her. Jeg fortalte hende det sidste sommer, da jeg mødte hende, altså hvad jeg har fået ud af den, og det var, at jeg fik vildt meget lyst til at skrive af at læse den. Så det er lidt en meta-anmeldelse. For at lave en Løkke: det handler ikke om noget, men om hvordan. (det handler også om noget, big time)
Lea skriver nemlig blændende godt i den her bog. Hvis du har boet under en sten, kan jeg fortælle, at plottet er, at Lea vil ud og se alle danske sommerfuglearter på et år. Hun formår at beskrive de mange ture ud for at finde dem, som om man så en dokumentar. Du er med hende, når hun med sin søn forgæves drager ud i Nordjylland, når hun sammen med sin mand kører forkert, eller når hun med sin mor tager ud for at finde sommerfugle på cykel. Men det som gør den skøn, er når moren egentlig synes, at de burde sætte sig ned og holde en pause, og vi her får indblik i samtalen mellem dem, eller når hendes søn får lyst til at snakke om de dybeste eksistentielle spørgsmål.
Følelsen er at læse noget, som kunne have været ret snorlige, og stadigvæk være interessant. Jeg ser da meget mere efter sommerfugle nu. Men det er de små sidefortællinger som vinder, det er friheden i at skrive, som hun nu vil, hvor man kan mærke fingrene glider hen over tastaturet og bliver til tangenter, der slet ikke var brug for, og netop derfor føles så godt.
Ærligt, jeg kan ikke helt sige, hvad jeg lærte af bogen. Eller jo: kig op, kig ud. Men jeg husker mest, hvor vidunderligt det var at læse den, en påmindelse om hvad litteratur gør ved os, nar det er dragende, og tager en med på tur.
En lyst til at skrive meget mere, og en lyst til at finde alle de der sommerfugle, når muligheden byder sig.
Kæmpe bog!
