24/09/2026
Som lovet i mit sidste opslag vil jeg også gerne sætte lidt flere ord på beslutningen om at lukke hesteskolen.
Jeg vil starte med at sige, at jeg virkelig har nydt at undervise børnene. Jeg har været utrolig heldig med en fantastisk gruppe forældre, som har bakket op om både min undervisning og hele tanken bag hesteskolen – også når vi har valgt at gøre tingene lidt anderledes end på en traditionel hesteskole.
Den største udfordring har været hestene.
Siden jeg overtog hesteskolen for knap et år siden, har vi været igennem rigtig meget. Ret hurtigt måtte vi sige farvel til en af vores hesteskoleheste. Kort tid efter begyndte en anden at vise tegn på mistrivsel, og det viste sig, at den havde gigt.
Jeg hentede låneheste ind for at få det hele til at hænge sammen, men nogle fungerede ikke godt i flokken, en måtte sendes hjem igen, og den sidste, jeg hentede, er en fantastisk hest – men også en ung hest, som endnu ikke er klar til den arbejdsbyrde, der følger med jobbet som hesteskolehest.
Da endnu en af hestene blev halt i sidste uge, nåede jeg til et punkt, hvor jeg måtte erkende, at jeg ikke længere havde en holdbar løsning. Og når hesteskolen kun kører to dage om ugen, giver det heller ikke mening for mig at investere i endnu en hest for at forsøge at holde den kørende.
Hestevelfærd er en central del af alt det, vi arbejder med på tværs af mine projekter. Og lige nu har jeg ganske enkelt ikke en gruppe heste, som trives i rollen som hesteskoleheste.
Det er et krævende arbejde for en hest. Det kræver både det rette temperament, den rette fysik, erfaring og evnen til at håndtere mange forskellige mennesker og situationer. Det er ikke nogen lille opgave at finde de heste, som både kan og trives med det.
Derfor har jeg valgt at lukke hesteskolen. Ikke fordi jeg ikke længere har lyst til at undervise børn, men fordi jeg ikke kan give eleverne, hestene, forældrene – eller mig selv – den oplevelse, jeg mener, vi alle fortjener.
Hesteskolen har en helt særlig plads i mit hjerte. Den har også været et sted, hvor jeg har kunnet udvikle undervisningsmateriale, øvelser og nye måder at lære børn om heste på.
Det arbejde stopper ikke her.
Jeg håber fortsat at kunne lave mindre kurser for børn, camps og andre læringsforløb, og jeg vil fortsætte med at udvikle materiale, som også kan bruges af andre hesteskoler og undervisere.
Samtidig er Mountain Trail for alvor begyndt at vokse. Jeg er i kontakt med flere rideklubber, som gerne vil arbejde mere med Mountain Trail, og jeg fortsætter også arbejdet med paddock-projektet og min træning af heste med fokus på dynamisk bevægelse.
Så der er stadig masser af liv her i Djurs Horse Park.
Faktisk oplever jeg større interesse end nogensinde for meget af det, vi har udviklet og arbejder med her. Det er fantastisk – men det betyder også, at jeg er nødt til at prioritere min tid anderledes.
Så tak til alle de børn og forældre, som har været en del af hesteskolen. Tak for tilliden, opbakningen, samtalerne og alt det, vi har lært sammen.
Jeg tager rigtig meget med mig fra den tid.
Og måske er næste skridt netop at tage noget af det, vi har udviklet her, og bringe det længere ud, så endnu flere børn, undervisere og heste kan få glæde af det.
KH - Des 🍀