25/09/2026
𝐄𝐫 𝐯𝐢 𝐛𝐥𝐞𝐯𝐞𝐭 𝐛𝐚𝐧𝐠𝐞 𝐟𝐨𝐫 𝐥𝐞𝐝𝐞𝐫𝐬𝐤𝐚𝐛𝐞𝐭..?
Du har læst at pres er dårligt, konflikt er dårligt og tvang er fuldstændig på alle parametre forbudt. Basta, og så kan vi egentlig bare lukke den der.
For der er forskning der siger at hesten bliver stresset af konflikt, og forskning som har fundet mindst 28 konfliktmarkører som vi for enhver pris skal undgå, forskning der siger at heste skal have lov til at sige nej, forskning som siger at hesten lærer dårligt under pres og forskning som siger at hvis ikke vores heste lever i gigantiske løssdriftstalde med 40 km lange gangsystemer, så får de ikke deres naturlige behov opfyldt...
Shame on us, for at prøve at ride og træne vores heste, mod deres vilje, for i virkeligheden ville alle heste helst bare gå på fold hele dagen og snakke med deres venner.
Jeg kan egentlig godt forstå hvis nogen (og jeg siger selvfølgelig ikke at det er dig 😉 for det må vi ikke snakke højt om) bliver lidt træt og får lange gevækster på kroppen, af alt det vi bliver tæppebombet med i tiden.
Og jo, selvfølgelig skal vi lytte til hestene, og gøres vores bedste for at tilgodese deres behov. Men hvis vi er helt hudløst ærlige... hvor meget af det er så vores behov, og ikke hestenes?
For i virkeligheden tror jeg alt det her, drejer sig om noget helt andet. Jeg tror vi er blevet bange for lederskabet. Bange for at sige nej, bange for at insistere på noget, bange for at tage et valg og mærke konsekvensen af det valg.
For vi har fået af vide at vi ikke må gøre noget uden hestens samtykke... og hvis der opstår en konflikt er det vores skyld og vi har bedt hesten om noget den ikke har lyst til. Og den har ret – altid.
Og hvem har lyst til at være den der tvinger sin hest...
Men er det virkeligt til hestens bedste at vi hele tiden søger dens samtykke og for enhver pris undgår konflikter?
Det er som om vi har glemt hvad heste egentlig er. Vi sidestiller dem næsten med mennesker, men sandheden er, at det er hverken vi eller hestene tjent med.
For heste har siden tidernes morgen haft de samme instinkter og den samme adfærd og dermed de samme behov. Vi har derimod ændret vores tilgang til dem markant. Kunne det tænkes at vi har tabt vigtig viden og nu prøver at reparere hullerne med ”ny viden” som i bund og grund ikke er rodfæstet i hestens inderste væsen og behov, men mere vores..?
Vi har som sanfund, gjort samme nummer med vores børn, hvor vi nu kæmper med antiautoritære børn og unge, der i større grad end nogensinde lider af psykiske problemer og dårlig trivsel. Vi ville væk fra kæft, trit og retning, men i stedet endte vi i et ’ingenmandsland’, hvor din mening er ligeså god som mine facts. Ingen bestemmer, og ingen har ansvaret.
Men i hestens verden er det ensbetydende med død, hvis ingen har ansvaret. Der er nødt til at være en leder, og der er nødt til at være konsekvenser. Man er også nødt til at kæmpe for sin ret engang imellem; nogle gange voldsomt.
Fordi i naturen er konflikt uundgåeligt, kamp er uundgåeligt. Men det der kan virke som en selvmodsigelse er at dem der vinder kampen, er dem der er bedst til at lede og derfor faktisk kæmper mindst.
Hvis vi vil have vores hestes respekt og hengivenhed, er vi nødt til at blive kompetente ledere. Vi er nødt til at blive dem, der kunne vinde kampen med et eneste hug, hvis vi ville, men som undlader det, fordi vi ikke behøver at demonstrere vores magt.
Når vi bliver dem, så løser kampene sig stort set af sig selv. Hestene finder ro i deres urgamle behov for at følge en leder. Men først må vi være ydmyge og kigge i det spejl hestene holder op foran os. Kun ved at stå ansigt til ansigt med vores inderste kerne, kan vi overvinde vores dæmoner og frygt og blive lederen i vores eget liv. Og først når vi er lederen i vores eget liv, kan vi for alvor begynde at være leder for hestene.
Hvad har dette med dressur at gøre? Alting! Dressur er ikke et spil vi bliver gode til og kan vinde mens publikum klapper... det er livslæring. Dressur er sammensmeltningen af heste og menneske, både mytologisk og i vores fysiske liv. Det er her vi lærer at være mennesker, og det er her hesten kommer tilbage til bare at være hest og opleve glæden ved livet. Fysisk og psykisk velvære, styrke og sundhed.
Og ingen glæde er nogen sinde blevet til uden prøvelser. Vi er nødt til at acceptere en vis mængde frustration, konflikt, kampe og pres for at kunne mestre lederskabet. Det betyder ikke at vi skal accpetere urimelig vold eller tvang, men det betyder at vi ikke kan spørge hesten om alt og indrette os fuldstændig efter dens ønsker. Enhver modstand, konflikt og reaktion er en anledning for os til at vokse, forstå, lære og udvikle os som mennesker.
Omfavn det, i stedet for at undgå det. Så vil du ende som en leder din hest vil søge, ønske at være i nærheden af og lære fra.
/Lisette
