17/08/2025
HESTEN SOM BUDDHA
Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen - Dine dyr ønsker at hjælpe dig med din udvikling her i livet♥️
Jeg oplever det ofte med mine egne dyr, men nogle gange er tydligere end andre. I dag gjorde min hest, Magni det meget tydeligt!
Jeg har været syg et par dage og har derfor ikke været hos hestene. Jeg glædede mig til at se dem igen og forventede stor gensynsglæde. Men ak, de løftede næsten ikke engang hovedet, før jeg slæbte deres foderspande helt op under mulerne på dem.
Nå, tænkte jeg en smule skuffet, de er muligvis lidt fornærmede over, at jeg ikke har været hos dem nogle dage, men jeg ved, at de helt sikkert vil med mig ud og græsse. Nope! så snart Fáni fik grime på, begyndte han at trække i den anden retning. Til sidst tog jeg grimen af ham og lod ham gå sin vej.
Så kom Magni, han ville gerne med ud at græsse. Vi gik lige så stille ud. Magni græssede, og jeg begyndte at tænke over, at vi jo skulle have den sidste høst ind, og om nu hestene fik nok vand i disse dage, og at jeg skulle nå at kigge til høet, inden jeg skulle skynde mig hjem og sørge for frokost til børnene. Jeg begyndte at trække Magni i retningen af folden igen. Men dét havde han ikke lyst til - han havde andre planer. Han ville ikke græsse men begyndte nærmest at stå og halvsove. Straks blev jeg urolig og tænkte, om han måske var blevet syg!
Men så hørte jeg hans stemme i mit hovede "prøv at være stille".
Nu faldt tiøren endelig! Jeg havde haft så travlt inde i mit eget hovede og slet ikke været nærværende.
Taknemmelig satte jeg mig ned over for ham. Jeg begyndte at trække vejret roligt og sanse alt omkring mig. Alligevel blev han ved med at rykke længere væk fra mig.
Hvorfor går du væk fra mig, Magni?
"Det er ikke nok at være stille, du skal også mærke dig selv".
Aha, nu vidste jeg, hvad min vise ven ville have mig til.
Ser I, lige nu foregår der rigtig meget i mit liv, som kaster mig ud i noget af nogle rutsjeture! Situationer der nogle gange føles som om, at jorden forsvinder under mig.
Nogle dage er jeg god til at være i det og mærke alle følelserne og andre gange knap så god. I dag var jeg knap så god, og det vidste min ven og lærermester.
Først da jeg virkelig blev stille og mærkede alt, hvad der foregik inden i mig, omfavnede det i kærlighed og havde en ordentlig tudetur, to Magni tre skidt henimod mig og begyndte at græsse.
Jeg gik hen, krammede ham og sagde tak for hans visdom, kærlighed og alt, hvad han gør for mig♥️
Han løftede hovedet og kiggede på mig - kom så Buddha hest, og vi gik roligt tilbage i folden igen.
Tak til Magni og til alle vores venner og lærermestre derude♥️
Jeg håber også, at du lytter med hjertet i dag, så du kan høre visdommen fra dyrene og dig selv✨♥️