06/09/2026
Netop hjemvendt fra dobbeltprøve i Birkende – første gang i ekspert og første konkurrence i et helt år.
Vi har en ny tilgang til arousal-udfordringerne, som mildest talt fungerer eminent i træningen. Vi holder skarpt fast i kriterierne, og jeg fejlmelder kriteriefejl – ikke hendes følelser. Dem må hun gerne have. Og følelser kan ikke være forkerte. Hun skal grundlæggende lære at regulere sig selv, mens jeg holder rammerne.
Første bane bød på rigeligt lyd, men kriterierne blev holdt. Flotte dommerkommentarer, en tredjeplads og vores første cert. 🥉
Men det fylder faktisk absolut ingenting for mig.
Det, der fylder, er, hvordan jeg håndterede anden bane.
Endnu højere arousal – og dermed kom kriteriefejlene. Jeg fejlmeldte allerede på første skilt. Det medfører altid indledningsvist en vild seance af gøen, hoppen og frustration og KIB'ede hende dermed.
Det var fint. Det var præcis det, der var aftalen med mig selv.
Og derfra går det så ellers bare galt med den aftale.
Jeg går resten af banen. Kriterier bliver brudt. Jeg fortsætter. Jeg begynder at snakke mere. Jeg accepterer fejl.
Jeg er mildest talt uduelig til at holde rammerne og tydeligheden for min hund, når presset stiger.
Og dét er så det, jeg tager med mig hjem.
At være forbandet sur på mig selv.
Jeg gider ikke engang at se videoen og blive mindet om alt det, jeg havde planlagt at gøre, men ikke gjorde.
Hvorfor kan jeg ikke bare holde fast i at gøre præcis det, jeg har planlagt? Hvorfor er det så svært?
Men… det er nok bare menneskeligt. Når man står midt i en presset situation, er det ikke altid så let at være den version af sig selv, man havde planlagt hjemmefra.
Så nu må jeg ryste det af mig.
Minde mig selv om, at det var allerførste gang, vi skulle tage vores nye tilgang med ud på konkurrencebanen. Det var en test af planen – men også en test af mig.
Og jeg bestod ikke ligefrem. 😅
Men jeg lærte noget.
Så nu giver jeg mig et selvkærligt break og tager læringen om mig selv med videre ❤️
