10/09/2026
Kære Hvepsereden Podcast
Tillad mig at præsentere jer for et citat, jeg ofte luner mig ved, når jeg har haft en, som oftest profilbilledeløs, savleklud i kommentarsporet:
“Rygter startes af lavt selvværd, spredes af tabere og accepteres af idioter!”
Denne verbale maggiterning er ESSENSEN af jeres podcast…
Jeg stødte første gang på Hvepsereden-”redaktionen”, Fie Nygaard og Laura Sofie Krebs, da jeg med vanlig rutine hørte Q&CO for et par uger siden (20/8-2026). Et interview, jeg personligt ikke synes, de slap hverken heldigt eller sympatisk fra. Normalt finder jeg denne episodes nøje udvalgte gæstemedvært, Noa Redington, meget nuanceret og velovervejet, men jeg tror simpelthen, at han i sin beskrivelse af ”Hvepsereden” forveksler ordene ”gennemtænkt og reflekteret” med ”afstumpet og navlepillende”. Ud fra de lydbidder, Henrik Qvortrup præsenterede, fik Hvepsereden i hvert fald ikke en ny lytter i mig.
Skæbnen ville så, at jeg indirekte blev involveret i Hvepsereden i går, da de to selvproklamerede sladdertrunter gav min og Trines boligrenoveringsprofil, , en forkølet overhaling på baggrund af et opslag, Trine lavede om mediernes ensidige skildring af influencere. Hovedpointen virkede dog til at fare hen over hovederne på de to. Jeg vidste, at der var noget under opsejling, hvilket gav anledning til, at jeg med møje og besvær fik tygget mig igennem halvandet podcastafsnit for at høre deres ”hot take” på situationen.
Under påskud af at holde magthaverne, herunder influencere, ansvarlige for deres arbejdsmæssige gøren og laden udøver de, ifølge dem selv, satire for at belyse nogle influenters hykleri. Men som professionel udøver i selvsamme disciplin ved jeg, at der mangler et helt grundlæggende element for at kunne kalde det satire - nemlig HUMOR. Og det handler ikke om personlig smag, for humor er individuelt. Men der er ikke engang et forsøg på en humoristisk tilgang i podcasten. Det er ren og skær voksenmobning, latterliggørelse og injurierende usandheder - eller for at kalde en spade for en spade: et afløb for eget lave selvværd.
Podcasten tapper ind i en syg tendens i samfundet, der for nogen handler om at nedgøre dem, der prøver at skille sig ud. Jeg har intet imod, at man latterliggør mig, bagtaler mig og hænger mig ud bag min ryg eller i lukkede grupper. Og jeg lader som oftest hadkommentarerne blive stående på mine opslag, fordi jeg ikke har noget imod, at savlekludene udstiller deres egen personlighed for mine følgere. Men jeg forstår dog ikke behovet for at levere svinerne til offentligt skue. Hverken i kommentarspor, på diverse nyhedssites, personlige profiler eller i podcasts som Hvepsereden. Slet ikke med tanke på den stigende psykiske mistrivsel, landets ungdom oplever.
Nu har jeg selv brede skuldre og er i bund og grund taknemmelig for, hvordan mit arbejdsliv har formet sig, selvom jeg altid stræber efter mere. Det er dog ikke alle, der har den samme mentale robusthed - og dem har jeg ondt af, når de chikaneres og hånes for at tage chancer i deres eget arbejdsliv af personer, der aldrig selv ville kunne finde samme mod til at gøre dem kunsten efter.
Og så til jer, Fie og Laura:
For det første ved jeg ikke, hvorfor I STOLT italesætter, at I render med sladder, der ikke nødvendigvis er sandfærdig. Ej heller hvorfor I blærer jer med, at kendte mennesker har blokeret jer. ”Se mor, folk afskyr mig!” - Sikke en imponerende bedrift.
Den måde, I svælger i de kendtes liv på, afslører jeres dybe fascination af og misundelse på dem. Med den ene hånd udstiller I alle influencere som værende tiggere og reklamesøjler, og med den anden hånd tigger I penge af jeres lyttere på 10ER, da jeres nuværende udgifter (efter egen beslutning) dækkes af reklamer…
I angriber, rækker ud til og kræver svar fra magthavere, influencere og politikere, som om I skulle have begået et stykke journalistisk arbejde. Men helt ærligt: Hvorfor skal åbenlyst succesfulde og kreative personligheder stå til regnskab over for en hestepige og en amoralsk skolelærer?
Selvfølgelig har influencere et kæmpe ansvar og skal gås efter i sømmene, når de træder ved siden af, men det har vi andre seriøse instanser, der tager sig af. Det behøver vi ikke to selvbestaltede moralens vogtere til.
”Anders, du ved godt nok meget om os, hvis du påstår, at du kun har hørt halvandet afsnit af Hvepsereden.”
Alle informationerne har jeg fået fra de halvandet afsnit, da podcasten primært er en undskyldning for at I kan tale om jer selv.
Og jeg ved jo godt, at I med det her skriveri har opnået det, I ville – sørgeligt nok. Så ja, jeg er gået direkte i fælden. Men jeg synes dog, I skulle lave denne lille kognitive øvelse: Hvordan ville I have det, hvis nogen gav jeres egne børn den samme offentlige udskamning, I udsætter andre for? Og hvis ikke det giver anledning til selvreflektion, så kan I jo passende læse citatet i toppen endnu en gang.
Hvis I brugte bare halvt så meget energi på at opnå jeres egne mål og drømme i stedet for at bagtale og kritisere andre, så ville I opnå stor personlig succes og tilmed slippe af med jeres mindreværd hurtigere, end et bistik heler.
Og hvis I synes, at jeg med det her opslag er røget ned på jeres niveau, så kan vi jo bare vælge at kalde det satire…
