27/09/2026
Nå venner ❤️
Her har igen været alt for stille… og sandheden er nok bare, at jeg er ret presset lige nu. Den ene dag tager den anden, og mit hoved har virkelig svært ved at følge med. Jeg prøver at hænge på, men nogle dage føles det ærligt talt som om, jeg bare kører på autopilot 🥺
Som mange af jer ved, var jeg i fleksjob, hvor jeg arbejdede 7 timer om ugen. Det havde jeg gjort i omkring 5 år. Det lyder måske ikke af meget, men for mig var de 7 timer enormt vigtige. Det var mit arbejde, min følelse af at kunne bidrage og ikke mindst følelsen af stadig at kunne klare mig selv.
Men i november 2025 blev jeg så dårlig, at jeg ikke længere kunne passe de 7 timer 😢 Jeg blev sygemeldt og stod endnu en gang med kommunen inde over mit liv.
Vi begyndte at arbejde hen imod førtidspension.
Og det er faktisk her, det bliver svært for mig…
Jeg er tidligere blevet tilbudt førtidspension 3 gange. Hver gang har jeg sagt nej. Ikke fordi jeg ikke havde brug for den, men fordi det for mig har været så vigtigt at kunne sige: Jeg kan godt selv. Jeg kan arbejde. Jeg kan tjene mine egne penge.
Jeg har virkelig kæmpet for at holde fast i det.
Men denne gang må jeg bøje mig og erkende, at min krop og mit hoved har sagt fra på en måde, jeg ikke længere kan kæmpe imod.
I tirsdags ringede de så og fortalte mig, at min førtidspension er gået igennem.
10 måneder.
Fra sygemelding til førtidspension. Uden arbejdsprøvninger og uden at skulle igennem alt det, jeg havde frygtet.
Og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg føler endnu 😢
For jeg er lettet. Virkelig lettet. Det betyder, at jeg måske endelig kan få lidt ro og slippe for hele tiden at være bange for, hvad der skal ske.
Men samtidig gør det også ondt.
For det føles på en eller anden måde som at skulle give slip på den version af mig selv, som så gerne ville klare det hele selv.
Jeg tror ikke helt, det er gået op for mig endnu, at det her nu er mit liv. Måske går der lang tid, før det gør 😅
Så hvis her har været stille, så er det altså ikke fordi, jeg har glemt jer ❤️ Jeg har bare haft rigtig meget at slås med inde i hovedet.
Lige nu prøver jeg bare at tage én dag ad gangen.
Og så er jeg altså ret heldig, at jeg har Alma og Rosa til at minde mig om, at verden stadig består af små ting som mad, gåture, sofahygge og en masse pels 🩷💜🐾
Tak til jer, der stadig følger med – også når jeg forsvinder lidt ❤️
